Så fortæl dog sandheden!!

Okay, den overskrift kræver nok lige lidt forklaring.. Den handler om graviditet, som alt andet i mit liv nærmest gør lige for tiden efter vi opdagede de 2 famøse streger. Jeg var godt klar over, at en graviditet måske ikke altid lige var en dans på roser, men at det var sådan her - det kunne andre gravide/mødre altså godt have været ærlige omkring. Det er måske også muligt at de har været det, men at jeg bare ikke har lyttet helt så godt efter, fordi det jo alligevel nok aldrig var mig der skulle være gravid. Eller også glemmer man det bare når man har født og den lille guldklump er kommet til verden. Eller også vil man ikke skræmme ikke-gravide, så man pynter lidt på det. Uanset hvad, får du sandheden her..

Nogle gravide har forberedt sig nærmest hele deres liv på at blive gravide. De knus-elsker det her lille væsen i maven lige fra det sekund de står med en positiv test i hånden. Det har jeg ikke helt indstillet mit hoved til endnu - Det skal nok komme, og med de første par spark i maven er det hele da også blevet mere realistisk, men at der flytter en lille baby ind i vores lejlighed og at den skal kalde mig mor, den del kan mit hoved ikke helt finde ud af endnu.

Og så er der lige det der med alt det fysiske der sker med ens krop - ikke kun tingene i hovedet.

For det første - hvorfor har ingen nogensinde fortalt mig, at de skide hormoner giver en bumser! ikke bare små uskyldige bumser her og der, men gigantiske udødelige bumser. På hele kroppen! og ikke bare én af gangen. Hele ansigtet. Halsen, Brystet. Ryggen. Ballerne! De er overalt jo..

Og søvnen. Det handler ikke bare om at man skal op og tisse en del gange i løbet af natten, eller at man ikke lige kan ligge ordentlig. Man er simpelthen så pokkers træt, men kan bare ikke sove af en eller anden uforklarlig grund.

Og apropos den der træthed. Man bliver jo forpustet af absolut ingenting. Min kæreste tog mig i at blive forpustet af at vende mig på en luftmadras nytårsaften. Luftmadrasser er så bestemt heller ikke egnet til gravide mennesker, men at det ligefrem kunne gøre mig forpustet bare at vende mig på den. Og bland-selv-slik. Sådan en omgang blev jeg også helt forpustet af. Ikke at spise det, men at blande det. Og jeg havde så åbenbart ikke forfærdelig meget lyst til det da vi kom hjem med det. 3-4 stykker spiste jeg, resten blev først spist de efterfølgende dage og primært af min kæreste og ikke mig selv (Undskyld skat som er på kur!)

Og så er der selvfølgelig også det der med morgenkvalme. Siden hvornår har det været morgen indtil kl. 20.00 om aftenen. Og kvalme, er det ikke når man føler trangen til at kaste op men måske ikke gør det? Og at det stopper efter 1. trimester? Én stor fed løgn det hele. Her har den stået på opkast hele døgnet rundt, og det er ikke stoppet efter jeg er gået ind i 2. trimester. Og det er jo ikke den mad man spiser man kaster op af. Det er den mad man ikke spiser. Ligeså snart kroppen føler bare den mindste smule sult, så skal den nok fortælle dig det ved en ordentlig omgang opkast. Og nu vi lige er ved det der opkast.. Ja knibeøvelser er vigtige, og ikke bare for at det hele ikke slasker når man har født. Også for at man ikke tisser for meget når man sidder der og kaster op.

Så ja, sandheden er, at jeg hader at være gravid. Jeg har fået det bedre med det og jeg syntes det bliver mere og mere hyggeligt at været det. Men hold nu op hvor jeg har mange gange sagt til min kæreste, at jeg ikke gider det mere. Jeg er sikker på at det bestemt ikke betyder, at jeg ikke kommer til at elske den lille pige der kommer ud, for det gør jeg helt bestemt, men lige nu føles det godt nok som om det her har stået på i en evighed, og jeg er endda kun halvvejs.

Tak fordi du læser med

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Synes godt om

Kommentarer