Når smerterne bliver alt overskyggende...

I mit sidste indlæg skrev jeg kort om en prolaps jeg havde fået da jeg var i Marbella. Da det skete dernede, var det ikke første gang det skete - heldigvis vil jeg næsten sige. Da det var sket før, panikkede jeg nemlig ikke ligeså meget som første gang det skete, og jeg vidste hvad jeg skulle gøre.

Lidt vil jeg nok altid panikke, men ikke helt så meget som første gang det skete. Det er efterhånden sket nogle gange for mig, at jeg har fået en prolaps. Det gør så afsindig ondt, at man fuldstændig glemmer alt rationel tankegang.

Første gang det skete, anede jeg ikke det overhovedet kunne ske. Gudskelov var jeg ikke alene da det skete, men havde nogle veninder omkring mig som forsøgte at berolige mig - og de forsøgte virkelig, men panikken og smerterne var alt for overvældende til at jeg kunne være fornuftig.

Jeg var ude og få nogle drinks med en gruppe venner, men begyndte at få mere og mere ondt i maven, så jeg sad længe og spyttede i den samme drink og prøvede at være glad og social - det var nemlig ikke alle i selskabet der kendte til Robert. Til sidst mærkede jeg, at posen pludselig var blevet meget fyldt og gik derfor ud på toilettet for at tømme posen. På det tidspunkt har jeg fået så afsindig ondt, at jeg ikke kan koncentrerer mig om en samtale. Når nogle sagde noget til mig, kiggede jeg på dem uden at opfatte et eneste ord af hvad de sagde - der var fuldstændig tomt i mit hoved, bortset fra smerterne.

Da jeg kom ud på toilettet og åbnede posen, kom der intet ud af den - hvilket der jo ville gøre hvis den var så fuld som jeg kunne mærke den var. Da jeg kiggede ind i posen, fik jeg verdens største chok! Posen var fyldt - det var bare med min tarm. Nu begyndte panikken og chokket at overvinde smerterne. Jeg fik lukket posen, taget tøjet ordentligt på igen og gik ud til en veninde, som tydeligt kunne se panikken i mine øjne. Hun fik trukket mig ud af baren og spurgt ind til hvad der skete. I det øjeblik jeg fortalte hende, at min tarm havde bevæget sig ud af maven på mig, tror jeg hun blev rimelig ædru og klar i hovedet. Vi startede med at ringe til 1813, men da både min og min venindes tålmodighed var ikke eksisterende på det tidspunkt, blev vi enige om at det var en akut situation, og vi ringede derfor 112. Min veninde fik en i røret, som bad hende beskrive hvordan min tarm så ud. Så midt ude på gaden, måtte hun løfte op i min trøje og kigge på min stomi, og over telefonen forklare hvor langt ude tarmen var og hvilken farve den var - Man skal ikke være sart når man er veninde med mig! - Hvad stiller man lige op som veninde i sådan en situation? Hvordan bevarer man selv roen når man står med en læge i røret og skal forklare hvilken farve ens venindes tarm, som hænger ud af hendes mave, har?

Ca. 10 min. efter hun havde lagt på, holdt der en ambulance for at tage mig med - i mit hoved, var det nogle meget lange minutter og panikken og smerterne var ulidelige.
Jeg har efterfølgende lært, at der som sådan ikke er noget farligt ved en prolaps. Det der kan blive farligt, at hvis tarmen får lukket af for sig selv i det den arbejder sig ud. Hvis det sker, kommer der ikke blod til den del af tarmen der hænger ude, så den skifter farve og "dør" - Det er heldigvis aldrig sket for min tarm de gange den er prolapset, men frygten er der selvfølgelig hver gang jeg har følt smerter som minder om de smerter jeg havde den nat. Både smerterne, frygten for en ny prolaps og frygten for at det vil gå galt hvis det er en prolaps, kan være alt overskyggende og alt fornuft forsvinder. Jeg ved godt, at jeg skal huske at trække vejret og hvordan jeg burde trække vejret når smerterne kommer, men når de kommer så glemmer jeg alt om det. Jeg glemmer alt om dybe vejrtrækninger, jeg glemmer alt om at bevare roen og glemmer faktisk også til tider helt at trække vejret - det bliver jeg dog hurtigt mindet om at jeg skal gøre.

 

Tak fordi du læser med

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229