Når hospitalet ringer..

Jeg skrev i mit sidste indlæg om at helbredet virkelig ikke var godt for tiden. Det er det fortsat ikke! Dog kom der lidt gode nyheder i starten af sidste uge. Mandag morgen blev jeg nemlig ringet op af en sygeplejerske på Hvidovre Hospital. Hun havde snakket med kirurgen jeg skulle til undersøgelse hos d. 25. oktober og på baggrund af min krops tilstand, havde han besluttet at han kunne tage mig ind allerede på onsdag.

For nogle lyder det måske lidt skørt, at man kan glæde sig til at skulle på hospitalet. Men jeg glædede mig virkelig til forhåbentlig at få en løsning på de smerter og den betændelse jeg har i kroppen. Jeg bruger enormt meget energi på at holde smerterne nede og holde humøret oppe på trods af smerterne. Dvs. min hjerne til tider går lidt i dvale.

Der skete så bare det onsdag da jeg kom ud til undersøgelse, at kirurgen 10 min inde i undersøgelsen siger, at de skal have mig i fuld narkose for at undersøgelsen kan blive ordentlig. Det var jeg lidt indstillet på da jeg i forvejen havde fået besked på at faste, just in case.

Jeg havde været dum nok til at tro, at de ville smide mig i narkose, foretage undersøgelsen og så lade mig komme hjem igen. Jeg havde derfor intet med ud på hospitalet udover min lille taske med pung, nøgler og telefon!
Det var så bare ikke helt det der var planen med mig.. Jeg blev indlagt og fik besked om fortsat at faste indtil narkosen og det ville blive en undersøgelse og en operation i samme omgang, hvis de mente der var behov for det.

Jeg endte med først at blive hentet til narkosen lige omkring kl. 19. Dvs. jeg lå og fastede i lidt for mange timer i forhold til hvad mit humør er til. Det endte også med at de måtte sætte noget væske op til mig, så jeg nogenlunde kunne holde min væskebalance i orden og den værste hovedpine væk.
På det tidspunkt er jeg efterhånden blevet en smule utålmodig også. Og jeg har ingen lader med til min telefon som efterhånden er under 5% strøm - jeg er tæt på at gå i panik! Jeg havde jo heller ikke planlagt noget med nogle omkring min hund - den var bare alene derhjemme fordi jeg jo regnede med at komme hjem hurtigt efter undersøgelsen.

Min søster kom heldigvis ud til mig på hospitalet - med en oplader og som redningskvinde overfor Carla (min hund) - Da jeg lå på opvågningen fik hun kontaktet min kæreste. Hun fik min nøgle, hentede ham, kørte ham hjem til mig og så kunne han være hos Carla natten over mens jeg var indlagt. Så dejligt at have mennesker i mit liv som bare kaster hvad de har i hænderne for at hjælpe på den måde :)

Men det hele endte med, at betændelsen blev fjernet og de fik undersøgt og kigget på hvad de nu skulle kigge på. Dvs. jeg egentlig stadig har smerter da de ikke lige umiddelbart vidste hvad de skulle gøre ved dem, men betændelsen er fjernet for nu - dog kommer den formentlig igen med tiden.

Tak fordi du læser med

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229