Mor med stomi
Sådan her så min mave ud 3 uger efter lille O var kommet til verden. Det er virkelig imponerende hvad kvindekroppen kan. 17 kg tog jeg på under min graviditet og nu her, 5 uger efter, er jeg allerede tilbage på min gamle vægt fra før graviditeten. Mit maveskind er naturligvis lidt mere slatten og løst end før, men vægten er tilbage. Men det skal nok blive strammet op med tiden, når træning igen bliver muligt for mig.
Sådan en kæmpe dunk her rendte jeg rundt med dagen før fødsel.
Og nu til overskriften.. At være mor med stomi er formentlig ikke væsentlig anderledes end at være mor uden stomi. Når lille O bliver ældre kommer der nok til at være lidt flere spørgsmål end ellers, men det gør jo nok bare at hun bliver yderst tolerant overfor forskellige mennesker med diverse “skavanker”. Synlige som ikke synlige - kunne man da ihvertfald håbe på. Ikke at man ikke kan opdrage sine børn til at være det medmindre man selv har en skavank af en slags altså.
Den udfordring med at have stomi, som jeg oplever mest lige nu hvor jeg en en såkaldt ny-mor, det er det der med toiletbesøg. Hvis jeg sidder og ammer, så har jeg ikke mulighed for at holde mig hvis posen hurtigt fyldes op og skal tømmes - så skal den altså tømmes. Ellers går den fra og sender output ud over hele min mave og hvad den ellers kan glide ud på. Ja filteret har jeg lige sparet væk i det her indlæg.
Det er heldigvis kun sket én gang indtil videre. Jeg mærkede godt at der var godt tryk på output og luft mens jeg sad og ammede. Pludselig var det så bare ikke Baby O der spildte lidt mælk, det der løb ned af maven på mig. Så meget hurtigt måtte jeg smide hende over i armene på Alex og hoppe ud på toilettet. Tøj, sengetøj og mor måtte herefter lige vaskes en gang og så var mælkebaren ellers klar til at åbne igen.
PS - jeg har fået taget sådan nogle fine gravidbilleder ved Louise Jessen efter at have set dine billeder. Tak for god inspiration 😊