En måned med stilhed

Der har i december måned været rigtig stille her på bloggen. Det har der af flere grunde. Én af grundende har været, at jeg i slutningen af november havde enormt mange ting i hovedet, så da jeg endelig kunne slappe lidt af igen havde jeg virkelig brug for netop at slappe af.

Jeg brugte min december og afslapningsmåned på nogle rigtig skønne ting. Bl.a. var jeg i Tivoli i snevejr og se alle de fine julelys og selvfølgelig prøve en masse sjove forlystelser og det nye food-court i hjørnet af Tivoli. Jeg har lagt bloggen lidt væk, så det er faktisk også begrænset med billeder jeg har taget. Har dog et enkelt fra Tivoli med min dejlige kæreste ❤️

Weekenden efter vi var i Tivoli, smuttede vi en forlænget weekend til London for at besøge min meget savnede veninde. London bød på både Winter wonderland, sightseeing af en afskærmet Big Ben, sejltur på Themsen, Boozy Brunch, den skønneste pastarestaurant og bare rigtig meget hygge. Igen har min telefon faktisk været gemt ret meget væk, så antallet af billeder er minimalt.

Turen startede rigtig godt, men endte desværre knap så godt. Da vi skulle hjem søndag, var jeg faktisk lidt skuffet over at ingen i tuben rejste sig for mig. Jeg var så enormt oppustet at jeg så meget gravid ud. Og så fik jeg bare lov til at stå der midt i det hele og blomstre. Da vi langt om længe kom ud i lufthavnen og kunne sidde lidt ned, begyndte de første enorme krampe-jag at komme. Smerterne fortsatte hele natten og dagen efter. Jeg forsøgte mig med afføringsmiddel - det har man vel altid liggende i sin medicinskuffe! Det kom meget hurtigt op igen og hjalp derfor ikke meget. Så mandag besluttede min kæreste at vi skulle ringe til lægen. Mandag røg jeg derfor et smut på hospitalet.

Hele ugen op til jul gik derfor med voldsomme smerter, kvalme og absolut ingen energi. Jeg havde så ondt at jeg dårlig nok kunne bevæge mig. Det gjorde ondt hvis jeg vendte mig i sengen, det gjorde ondt hvis jeg satte mig op og det gjorde ondt hvis jeg bevægede mig. Jeg blev scannet og undersøgt, men lægerne vidste ikke hvorfor jeg havde så ondt. Så jeg gik i flere dage i uvished og med smerter og måtte vente på at det blev bedre.

Og endelig kom vi til julen. Jeg elsker jul, så den var længe ventet. Maven var nogenlunde i orden igen d. 24., men selvfølgelig vågner jeg op med mega ondt i halsen.

D. 24. var en fantastisk hyggelig dag. Jeg har lige fået en ny lille skøn niece, og har i forvejen den skønneste guddatter som niece og en alt for dejlig nevø. Og julen er jo børnenes fest, og det var virkelig en fest for især min ældste niece. Det var så skønt at se hendes begejstring for alt den aften.

D. 25. var halsen blevet helt skidt. Min stemme fungerede ikke og min næse var helt stoppet til. Jeg kunne så småt smage betændelsen fra halsen. Vi havde selvfølgelig nogle julefrokoster både d. 25. og 26. som vi skulle til. De var begge rigtig hyggelige, men de var godt nok hårde at komme igennem.

Så kom vi til nytår. Sygdommen lurer stadig lidt, men er kommet nogenlunde på toppen igen. Nytårsaften var meget stille og rolig. Kæresten og jeg tog op til min søster og lille niece og spiste sushi og hyggede med lidt spil. Min svoger kom hjem fra arbejde lidt før midnat, så vi fik hoppet ind i det nye år, fik skålet i champagne, skudt lidt krudt af og så egentlig bare i seng. Det var så hyggeligt og helt afslappet.

Det var en meget hurtig gennemgang af hvad der er sket i december måned og hvor mit fokus har været nu hvor det ikke har været på bloggen. Efter to uger i sengen er jeg langt om længe nogenlunde frisk igen og starter arbejde og hverdag igen i morgen, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang.

Rigtig godt nytår!

Tak fordi du læser med

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

  • Hverdag
  • Near København V, København

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229