De mange kampe

For 3 år siden lagde jeg dette billede på instagram og facebook. Det her var en af de virkelig hårde kampe for mig. Jeg havde ondt, jeg havde konstant fornemmelse af at skulle lave stort. Ikke bare i min mave, men som om det virkelig pressede på for at komme ud. Det forstod jeg absolut ingenting af, jeg havde jo fået stomi på det her tidspunkt. Når jeg satte mig ud på toilettet, kom der en klump af betændelse ud. Det var tæt på at jeg rendte på toilettet lige så ofte som da jeg var syg uden at have stomi - og det var ofte.

Da jeg tog dette billede, var jeg kommet hjem på orlov. Her havde jeg været igennem en del forskellige antibiotika kurer, havde fået binyrebarkhormon og de havde forsøgt sig med noget biologisk medicin. Intet af det havde gjort de store udslag for mig, så de scannede og lavede kikkertundersøgelse i den del af endetarmen jeg fortsat havde tilbage. Efter kikkerundersøgelsen fik jeg lov til at komme hjem på orlov indtil de havde haft mine undersøgelser op på lægekonference.

Da jeg lagde billedet op, var det med den overbevisning, at medicinen så småt var begyndt at virke og at jeg ville blive udskrevet da jeg kom tilbage fra orlov hjemme på Vesterbro.

Da jeg kom tilbage på hospitalet, får jeg den besked at det var som at kigge på en ny verdenskrig, at kigge på mine billeder. Ikke lige hvad jeg havde forventet. Crohnen var så aggressiv i den del af endetarmen der var tilbage, at det var svært at redde ved hjælp af medicin. Jeg fik derfor et valg. Et valg der for mig var forholdvis ligetil det ene øjeblik og det næste øjeblik skiftede jeg mening og var overbevist om at jeg havde truffet den værste beslutning i hele mit liv.

Jeg besluttede mig for at få fjernet endetarmen og gøre min stomi permanent.

Den dag i dag fortryder jeg på ingen måde min beslutning. Jeg har accepteret at Robert skal være på min mave resten af livet og kan slet ikke forestille mig det helvede jeg formentlig har undgået ved at beholde stomien.

Alligvel giver det mig en klump i halsen at se det her billede og læse teksten. Jeg følte virkelig at jeg blev ædt op indefra. Jeg var på randen til at bryde sammen og jeg kæmpede konstant med at holde mine tårer tilbage og ikke give op. Samtidig var min stomi stadig forholdsvis ny, og var stadig igang med at acceptere den. Det var på ingen måder en let periode at komme igennem.

Jeg får også en lille glædeståre i øjnene af at læse alle de søde kommentarer der kom til opslaget dengang. Jeg bliver den dag i dag helt rørt af at læse det igennem, og kan virkelig ikke takke nok gange for alle de opbakkende ord. Dengang betød det alverdens for mit humør og min gejst til at fortsætte kampen. Det gør det fortsat den dag i dag, selvom kampen ikke længere er ligeså hård som den var dengang.

Tak fordi du læser med

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Synes godt om

Kommentarer

Katrine mørk,

Jeg er ny læser herinde, men beundre virkelig dit mod til at dele så personlige historier. Det lyder bestemt ikke til at have været en sjov periode i dit liv og det er selvfølgelig svært at sætte sig ind i hvordan det må have været når man ikke selv har prøvet noget ligende. Men synes at det er så sejt at du vælger at dele det! 😊

www.katrinemork.com
livetmedcrohns
livetmedcrohns,

Tusind tak for din kommentar. Det betyder meget at få den anerkendelse, især ved de meget personlige historier. Håber du fortsat vil læse med 😊

nouw.com/livetmedcrohns
kroniskefarver
kroniskefarver,

Sikke et rørende indlæg <3

nouw.com/kroniskefarver